"Havudsigt" af Victor Ash - Det færdige værk

on mandag, 23 september 2013. Posted in Silo Kunst

Værket Havudsigt af streetartist Victor Ash er Danmarks største vægmaleri

Silokunst i Haderslev er et af Danmarks højeste kunstværker

Kunstneren Victor Ash har forvandlet 30 meter høj betonsilo på Haderslev Havn til et offentligt kunstværk. Hajer, fisk og hvaler skuer nu ud over byen og sætter tanker i gang om menneskets forhold til naturen.

Stor kunst

Den fransk-portugisiske kunstner Victor Ash har udsmykket havnesiloens 1.537 m² store overflade med havdyr. Hajer, fisk og hvaler møder blikket, når man kigger ud over den tidligere industrihavn og ser de seks siloer, der måler mellem 6,5 og 10 meter i diameter.

Havdyrene i Haderslev er det mest omfattende værk til dato af Victor Ash og tog i alt 2 1/2 måned at male med hjælp fra to assistenter. Dertil kommer forberedelser, skitse proces og idéudvikling.

"Siloerne er et spændende projekt på grund af deres størrelse og runde form. Det har jeg udnyttet i den kreative proces, hvor både siloens form og beliggenhed ved vandet er blevet en del af det, jeg gerne vil udtrykke. Jeg har i tilsvarende projekter i udlandet arbejdet med store formater af dyremotiver, som optræder på en uvant måde i byrummet," siger Victor Ash.

Streetartist med rødder i graffiti miljøet

Victor Ash (født 1968) har rødder i graffitimiljøet i Paris i 1980'erne. Senere kom han til Berlin, hvor han fik erfaring med at arbejde med store formater, da han lavede et af sine mest kendte værker, et gavlmaleri af en astronaut i bydelen Kreuzberg. I 1994 kom han til Danmark, hvor han har boet siden

Victor har lavet vægmalerier i mange andre lande, fx har han lavet store dyremotiver i Østrig, Tyskland, Spanien og Korea. Han er bosiddende i København, hvor han bl.a. har lavet værker for arkitekttegnestuen BIG (Bjarke Ingels Group) til det prisvindende byggeri VM Bjerget.

Natur og by er et gennemgående tema

Victor Ash interesserer sig i sine værker for sammenstødet mellem livet i byen og fremmedgørelsen fra naturen.

"Den tidligere kornsilo bliver omdannet til et vindue for havets dyr, der skuer ud over byen, så man gerne skulle blive lidt forstyrret og tænke: Hvad er nu det? Hvem betragter hvem?", siger Victor Ash.

Siloens naboer fra StreetDome kulturhuset udnytter også værket og dets form, når den ene silovæg fremover bestiges som Danmarks højeste klatrevæg. Her bliver der mulighed for direkte øjenkontakt menneske og dyr imellem.

Øjenkontakten er ifølge Victor Ash et bevidst kunstnerisk greb, der skal få os mennesker til at stoppe op og møde dyrene i et ligeværdigt forhold. Det skal få os til at reflektere over, hvordan vi behandler naturen og dyrene i den.

Siloen og kunstværket får fortid til at møde nutid

Siloen er en historisk rest, der viser tilbage til en tid, hvor Haderslev Havn var præget af industri. Men de rå betonsiloer får nu en også en æstetisk og praktisk funktion. Hav og fastland mødes og siloen fungerer som et visuelt greb i en urban kontekst. Den kan ses på lang afstand og peger på havnen som et attraktivt sted. Derudover skal der være en klatrevæg på dens vestside, så man kan klatre mellem og op igennem fiskene.

"Fortid møder nutid; og fortiden finder ny anvendelse," siger Victor Ash.

Siloen ligger på grunden for StreetDome kulturhuset og sammen udgør de to projekter kernen i et kunst- og kulturoplevelses landskab, der skal tiltrække borgere og turister til Haderslev havn og dermed tage hul på en ny ære for den gamle industrihavn.

Det samlede budget er 1 mio. kr og Haderslev Kommune har puttet 250.000 kroner i værket. Resten er finansieret af Statens Kunstfond fra puljen "Kunst i det offentlige rum". Fonden har ydet både økonomisk og faglig støtte, og for eksempel var det dem der pegede på Victor Ash som den der kunne løse opgaven i Haderslev.

Havudsigt af Victor Ash - fotos af Simon Skipper Christiansen

Leave a comment

Please login to leave a comment. Optional login below.

Cron Job Starts